Sådan? Bare mørket. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Et genert rum, et intimt rum. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.