Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. På en rude. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Du, du. Ordene, små toppe af skum. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.