Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Afsindighed. Udsalgsvarer. Skovene. Hvor vil det ødelagte sprog hen? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant