Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ord. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Har vi de samme øjne? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.