Sætningerne er et hav.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.