Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dit navn var alt jeg hørte. Muren omkring ordene. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Derinde bag skoven. Havde du kysset en anden? Du skrev et sår i min fremtid. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.