Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på det stille. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Du må ikke forsvinde. Stjernekontinent. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Har vi de samme øjne?