Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Mørket kaldte vi bare for mørket. Kullet. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Dine grene skygger for min mund. Notesbog. Beskydning. Det handler om overfladen.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.