Altid er det dette langsomme blik. Der var noget som åbnede sig. Derinde bag bjergene. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Gennem hullet i min hjerne.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Intimiteten i skriften.