Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Luften og jordens sange. Farvede ordene milde. Og et andet kluns: Hver morgen: Wow! At tale var blevet uoverskueligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.