Sætningerne er et hav. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Træerne. Stod imod, men gjorde intet. Det generte i skriften.

Tågen i skovene i udsigten. Du skrev et sår i min fremtid. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Skovene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.