Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Her er dagen allerede langt foran mig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Det gør ikke noget. Alting ligger bag alting. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der hang figner henover udsigten.