I natten poppede samtalerne op. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Luften og jordens sange. Trak du de yderste bjerge? Den sindssyge himmel. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.