I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. At tale var blevet uoverskueligt. Derinde bag skoven. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Blæste det virkeligt? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).