Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Du, dette landskab. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Glasdråbehænder. Har vi forskellige øjne?

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.