Der var en morgen, et stykke af himlen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var ikke markerne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Du må ikke.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.