Bussen skrev til dig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sandet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg skrev intet ned i den periode. Var det markerne? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Vi, gamle tanker om stilheden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.