Intet glemmes. Vi har gardiner. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når du siger mit navn, svarer min krop. Blå. Jeg havde glemt den. Nordlysets sitren i din stemme.

Gennem hullet i hegnet. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Udsigten var håbløs. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.