Og en anden dag: Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.