Som nu i morges: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Afsavn. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. For hvert lag af betydning i klipperne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.