Stod imod, men skrev: intet. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sætningerne er sarte kredsløb. Af alt det kroppen også er. Altid er det dette langsomme blik. Rifterne.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.