Jeg kunne mærke dit hjerte. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ikke glemme floderne i ørerne. Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lysene lyste.