Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Sætningerne er et hav.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Og ord. Sådan svarede du.