Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Hvad skulle glemmes? Sad jeg alene? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der var en morgen, et stykke af himlen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Er det? Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.