Jeg tænker smukke øjne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Træerne.

Sandet var forsvundet. Et udadvendt rum, et favnende rum. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.