Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Var sætningerne et skred af betydning?

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Stod imod, men gjorde intet. Tingene tøver. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Farvede et sår i dit første ord.