På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.