Vi har øjne. Nætterne. Ugerne.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rifterne. Stod imod, men skrev: intet. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.