Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Der var noget som åbnede sig. Gennem hullet i hegnet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Dine øjne. Var der virkelig ild et sted? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi, de mindste detaljer.