Ordene, små toppe af skum. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er et landskab. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Kan jeg skrive sådan? Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Tingene tøver. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ok, svarede du.