Jeg i den ørken. I huden.

Glasdråbehænder. Vores land.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.