Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder. Bøgerne varslede en kommende tid.
Skyen skjulte noget for fuglene. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.