I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du må ikke. Min skrift er farvet af sig selv. Der var noget som åbnede sig. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Det dybeste af alt er huden? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Du, dine øjne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Sådan her. Vi har gardiner. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.