Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Vi har de samme øjne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.