Udsigten var håbløs. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det var før du kunne forsvinde. Dette langsomme blik imod stenene. Sandstorm. Savn.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg, jeg. Var sætningerne et skred af betydning? Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.