Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Hvor længe havde du drevet i vinden?