Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det var ikke skovene.

Stod imod, men skrev: intet. Regnen, vinden imellem dine læber. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har de samme øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.