Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sad jeg alene? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Dagene. Ugerne. Vennerne.