Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. I læberne og i huden. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Under den blå, blå himmel. Alting ligger bag alting. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).