På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Stjernekontinent. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.