Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Oppe på bakken. Træerne. Af alt det kroppen også er. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.