Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. På en. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.