De yderste kyster, en grøn sten. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordene, syrlige rifter af blod. Glasdråbehænder. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. For hvert lag af betydning i stenene. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Stolen vipper. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Solstorm. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?