Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Og vi vågnede. Var det skovene du kom fra?