I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Dette langsomme blik imod stenene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.