Trak du de yderste bjerge? Alting ligger bag alting. Jeg, jeg. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Var det bare regnen? Senere i dine øjne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Verden og dens lytten til sig selv. At forvandle dette rum.

Solens sind. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Vi taler om andre betingelser for nærvær. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Men noget blev i de tomme haller. Ordene flår i det inderste.

Blå. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.