Har vi øjne? Vores. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Rifterne, rifterne, rifterne. I hver dag lå postkassen ensom og stille. På en rude. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Et genert, et intimt rum. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Skitser. Udflåd.