Og en anden nat: De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Farverne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.