Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan noget. På et stort stykke hvidt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er et landskab. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Så var der en, der lyttede til skovene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. For hvert lag af betydning i stenene. Farvede ordene milde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ordene, små toppe af skum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tæn