Vi, gamle tanker om stilheden. Som i morges. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi har gardiner. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg kunne glemme det, der glemmes. Søge ly i den flod. Sådan så mine drømme ud.